Nr. Vorupør

Nr. Vorupør Landingsplads

Et stærkt lokalmiljø med fokus på aktivitet og sammenhold

Vorupør har gennem de senere år gennemgået en markant forvandling. Visuelt har byen fået en større ”makeover”, og byens ildsjæle har arbejdet utrætteligt for at skabe de rette forhold for såvel lokale borgere som byens mange turister og øvrige besøgende.

Vorupør har masser at byde på, og noget af det, der i særlig grad tiltrækker sig opmærksomhed, er hele området omkring vores aktive landingsplads. En større renovering af området har bidraget til, at vi har fået skabt et stemningsfyldt miljø med masser af liv og aktivitet. Molen, signalhuset og de gamle fiskehuse er blevet smukt restaureret, der er etableret omklædningsfaciliteter til de badende og surferne, der er etableret madpakkehus, hvor man kan nyde sin medbragte mad i læ for vind og vejr, og så har vi fået etableret intet mindre end Danmarks første havbad.

Vinterbadefestival i havbadet

Med etableringen af Danmarks første havbad kan vi nu tilbyde alle vandhunde en unik mulighed for at boltre sig i Vesterhavets bølger uden at skulle frygte lumske understrømme og hestehuller. Her kan man trygt og sikkert tage en svømmetur, øve kajakroning, dykke eller pjaske rundt i leg, da hele havbadet er kranset ind af en mur, der dæmmer op for store bølger og afskærmer den direkte passage til Vesterhavet. Miljøet omkring havbadet er således helt unikt – en lille oase, hvor man kan færdes trygt og sikkert, og hvor man i fred og ro og under kontrollerede forhold kan nyde vores skønne Vesterhav.

Vi vil gerne have størst muligt udbytte af havbadet, og derfor har vi også fokus på, hvordan vi kan sikre aktivitet i området året rundt. Eksempelvis arbejder vi i øjeblikket på højtryk med at få de sidste detaljer på plads til vores store Vinterbadefestival, der løber af staben 4. juledag. Her vil der blive opstillet et varmtvandsbassin ved siden af havbadet, en mobil sauna og ekstra omklædningsfaciliteter, så alle deltagere kan blive skyllet af og få klædt om efter den kolde dukkert. Vores redningsstation vil på dagen være omdannet til en café med levende musik, inden festlighederne om aftenen flytter over i tre af de nyrenoverede fiskerhuse, hvor den står på festbuffet, levende musik og hygge. Forhåbentlig vil Vinterbadefestivalen blive så stor en succes, at den kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

Aktiv by med stort sammenhold

Landingspladsen, der hvert år trækker mange turister til Vorupør og skaber liv i byen, har en særdeles aktiv by ”i ryggen”. Noget af det, der kendetegner vores by er netop vores stærke sammenhold. Byens erhvervsliv, foreningsliv og ildsjæle er gode til at arbejde sammen på kryds og tværs og få tingene til at ske. Vi har en meget aktiv erhvervsforening, der pt. tæller 46 medlemmer, og når vi arbejder med udviklingen af vores by, trækker vi alle på samme hammel. Her arbejder vi sammen som kollegaer og ikke konkurrenter. Udover erhvervsforeningen er også den lokale borgerforening dybt involveret i de forskellige udviklingsprojekter, ligesom den lokale fodboldklub yder en stor indsats i forhold til at skabe liv omkring landingspladsen i sommerhalvåret med forskellige arrangementer.

Sammen forsøger vi at sikre, at der er et rigt udbud af aktiviteter i området. Der skal være noget for alle, hvad enten man er til det våde element, boldspil på grønsværen, naturoplevelser i nationalparken, gymnastiske udfoldelser, eller om man vil være en del af den lokale petanque- eller kroketklub.

Udviklingen fortsætter…

Selvom udviklingen af Vorupør er i en stærkt opadgående kurve, hviler vi ikke på laurbærrene. Der er fortsat forskellige projekter i gang, hvoraf et af de meget spændendende af slagsen handler om etableringen af et nationalparkcenter i én af de store klitter ved landingspladsen. Her skal nationalparkens administrative personale have til huse, ligesom der er planer om at Vorupør Museum og turistforeningen skal have plads i samme bygning. Der er således lagt op til et meget aktivt hus, der – udover at skabe nye arbejdspladser i området – ligeledes vil være godt gearet til at servicere byens mange turister og øvrige besøgende.

Og lige så vel som vi erkender vigtigheden af at sikre et bredt og alsidigt udbud af aktiviteter til turisterne, lige så vigtigt er det, at byen tilfredsstiller de fastboendes behov. Vi har et velfungerende børnehus, en god skole, gode indkøbsmuligheder og et aktivt foreningsliv, og det er helt afgørende elementer, hvis Vorupør skal fremstå som et attraktivt sted at bosætte sig. Vi føler, at vi har fået vendt den negative udvikling, og der er i dag stor optimisme blandt byens borgere, når det handler om byens videre udvikling i relation til bosætning og erhverv. Vorupør har, hvad der skal til, for at tilfredsstille de fleste behov, uanset om man er på udkig efter en hverdag i fred og ro i naturskønne omgivelser, et aktivt liv med mulighed for at dyrke friluftsaktiviteter, eller man prioriterer socialt fællesskab i et energisk lokalsamfund

Læs mere om Nr. Vorupør-klik på knappen herunder...


Her ligger Nr. Vorupør